Vejledning

Maling i værkstedet

  • Vrid svampen godt op og tør keramikken af for støv.
  • Den hvide kakkel er jeres pallette, hvor I kan lægge jeres maling på.
  • Svampen kan også bruges til at vaske kaklen ren.
  • Pensler skylles i glasset med vand – og brugte pensler lægges på bordet
  • Skriv kendetegn, initialer eller navn i bunden af din keramik – enten med maling eller vores underglasur farveblyant, som står ved kassen.
  • Vi anbefaler 3 lag maling for den fulde effekt. Malingen skal blive mat mellem lagene.
  • SC farver er basisfarver. Disse findes også som små tuber, hvor et enkelt lag er tilstrækkeligt.
  • SP farver er basisfarver med prikker i.
  • SG farver er gennemsigtig med prikker i.
  • HSS farver er lidt gennemsigtige glimmerfarver.
  • FN farver er sarte og meget transparente farver.
  • Alle farver har godt af at blive rystet inden brug, især dem med prikker. De indeholder fysiske korn, der synker til bunds.
  • Farverne pletter ikke. Så du må godt grise
  • Man kan male med forskellige teknikker – disse findes ved vores teknikvæg bag baren.
  • Den færdige keramik kan sendes til Danmark og udlandet imod betaling.

Velkommen til Fafla Mikroværksted

Du vælger et stykke keramik fra vores udstilling. Prisen er inklusiv 2 timer i værkstedet, maling, glasering og brænding. Normalt tager brændingen 7-10 dage, dog op til 2 uger i ferieperioderne. Når du har valgt, hvad du gerne vil male, så finder vi keramikken til dig og giver en introduktion til processen.

For at forberede bisque’en (den rå keramik) anbefaler vi, at du starter med at tage svampen i skålen og vrider den godt op, så den er fugtig. Tør derefter keramikken af ​​for støv. Så lægger glasuren/farven sig pænere.

Glasset med vand er til at skylle penslerne i. Husk efterfølgende at tørre penslerne i kluden, så du ikke fortynder malingen. Brugte pensler må gerne lægges på bordet. Skyl dem gerne først.

De hvide kakler er vores paletter til at lægge malingen på. Dem kan du tørre af med svampen ved farveskift. Henvend dig til personalet, hvis du har brug for flere kakler.

Find farvekoder på den ønskede farve på farveprøverne. Farver kan afvige meget fra flydende form til færdigbrændt. Farverne tørrer meget lyst op undervejs.

  • Vi anbefaler 3 lag maling – det giver en ensartet farve og farven bliver så mættet som muligt. Maler du kun et lag, bliver farven lys og penselstrøg kan ses tydeligt. Ved flere lag bliver farven gradvist mørkere og mere ensartet. Når farven bliver mat, er den klar til næste lag.
    Tre lag giver maksimal dækning og ensartethed.
  • Undgå ekstremt tykke lag/løbere. Det kan få farven til at trække sig i brændingen.
  • Man kan også vælge at bruge penselstrøg som effekt og så kun give et lag.
  • Man behøver ikke lægge bundfarve (male over det hele), hvis man ikke har lyst – vi glaserer nemlig jeres keramik, hvilket giver den blanke overflade. Der hvor man ikke maler får keramikken en råhvid farve, som er keramikkens naturlige farve.

Normalt henter du selv den færdige keramik. Vi sender en sms, når den er klar. Vi kan også sende den færdige keramik, mod betaling, i Danmark og til udlandet.

Vores farver

Basisfarver
SC (Stroke & Coat) og SP (Stroke & Coat, prikket) De er pigmenterede og godt dækkende farver, der ved 3 lag kan dække en underliggende farve.

Effektfarver
Prikker: SP (Stroke & Coat, prikket) En basisfarve med skønne prikker i forskellige farver. Kan dække en underliggende farve.

SG farver, som er gennemsigtige med prikker i.

Glimmer: HSS (Fairy dust) farverne er vores Festøv. De er lidt transparente, så man kan altid se de underliggende farver igennem. Vil du fx lave glimmerstjerner, skal du sørge for, at der ikke er mørk farve under. Da glimmerfarver er meget porøse når de tørrer, egner de sig ikke til teknikker som silketryk og stempler.

Pasteller: FN (Sheer) farverne er meget pigment fattige farver. Det giver dem et sart og pastelagtigt udtryk. De lægger sig rigtig jævnt allerede i første omgang og egner sig godt til bundfarve og tørrer hurtigt. De kan også stå alene, men kan IKKE dække andre farver.

Alle bøtter har godt af at blive rystet inden brug, da farverne koalegerer når de står lidt. Nogle indeholder også fysiske korn, som lægger sig i bunden og ellers ikke giver den ønskede effekt.

Vi har detaljetuber i alle SC farver. De kan bruges til skrift, prikker eller andre små detaljer. Bruger du detaljetuberne er ét lag maling nok.

Du kan bruge blyant til at skitsere. Læg lyse, lette strøg, så forsvinder blyantstregen i brændingen.

Tag et kig på vores Teknikvæg. Den er bagom kaffebaren, og du er velkomne til at låne materialer derfra og lade dig inspirere af ting og teknikker. På væggen hænger vores teknikark. Du kan scanne QR-koden og se en lille video om den tilhørende teknik.
Hvis du vil afprøve en teknik, hjælper vi gerne.

Vi har prøvekeramik (potteskår) du kan bruge for at afprøve teknikker og udstyr. Spørg, hvis ikke de ligger på de store vogne.
På de store vogne findes også kavaletter (drejeskiver) i forskellige højder.

På hylderne ved siden af vasken finder du prikjern, blyanter, viskelæder, kakler og andre pensler, som du også kan låne.

Når du er færdig, vil vi meget gerne have, at du signerer værket med enten navn, initialer eller et andet kendetegn i bunden af dit keramik.

Da farverne først fikseres i brændingen og ikke smitter af, gør det ikke noget, hvis du spilder på bordet. Farverne kommer også af i vask, hvis du er så uheldig, at få dem på dit tøj.

Rigtig god fornøjelse

Fafla Mikroværksted i din mailboks

Tilmeld dig for at modtage supertilbud og spændende nyheder, hver måned.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.