Skoletjeneste

Fafla Mikroværksted inviterer skoleklasser til keramik craft i værkstedet i Rådhusstræde 3C, Køge. Alle forløb tager udgangspunktet i værkstedets arbejde med keramik, design og materialer.

Aktuelle forløb med keramik craft

Nu er Fafla klar med nye forløb, der retter sig mod skoler, hvor eleverne ikke er hjemsendt, og hvor Fafla kan tilbyde sine lokaler til kreative aktiviteter i en periode, hvor hverdagen ofte begrænser sig til få fysiske rum. Vi tilbyder i den kommende periode følgende forløb:

Design dit eget krus, 4. – 5. klasse (kort eller langt forløb)
Gennem et forløb på 2-2,5 timer arbejdes med formgivning i ler og fokus på design af hank og/eller dekoration. Der arbejdes i ler og keramikken brændes i værkstedet efter besøget. Kurset tilbydes også som et dobbeltforløb med to besøg i værkstedet.
Læs mere

Keramik og fisk, 3. – 4. klasse
Gennem et forløb på 2-2,5 timer arbejdes med dekoration af keramik. Med inspiration fra det musselmalede porcelæn arbejder vi med størrelser og gentagelser, men tager her udgangspunkt i fisk og elementer fra fisk og med fokus på størrelser.
Læs mere

Fabeldyr i ler, 3. – 4. klasse
Forløbet er inspireret af Pontus Kjerrmans eventyrlige figurer. Klassen kan møde figurerne på vej til værkstedet ved de to drikkevandsfontæner foran Køge Museum og Køge Kirke, men også i vandkunsten, som kommer tilbage på Stationspladsen i Køge i 2021.
Forløbet er sat til 2-2,5 timer.
Læs mere

Praktisk information

Vi overholder gældende Corona-restriktioner, og har indrettet værkstedet med god plads. Vi sidder ved 4 personers borde, og det vil derfor være en god idé at planlægge grupper i klassen inden besøget. Der vil være mulighed for at spise madpakke. Aftal dette ved booking. Mens værkstedet er nedlukket for almindelige gæster, vil lokalerne alene kunne tage imod klasser, der til hverdag er sammen. Lokalerne vil i denne periode ikke være åbne for andre gæster under besøget.

Vi regner med, at eleverne har en lærer med, men Fafla vil sørge for fagligt oplæg, demonstrere teknikker, hjælpe og vejlede i værkstedet. 

Kontakt os for booking og yderligere informationer: frida@fafla.dk.

Vi glæder os til at se jer.